AAMANDEN
“Aamanden”: et ritual for den tabte fremtid.
Sammen med digter Ursula Andkjær Olsen, scenograf Marie Rosendahl Chemnitz og komponist Ying-Hsueh Chen samt en række performere iscenesætter H.C. Andersens Hus et magisk og poetisk mellemrum, hvor menneskets rolle i verden igen er til forhandling. Det sker i de sene augustaftener under H.C. Andersen Festivals i uge 34.
Anmeldelse: Forestillingen “Aamanden” i Eventyrhaven er et af festivalens højdepunkter, men den kræver en del af publikum og kan være svær at overskue.
Til sidst bliver det ganske mageløst. Men jeg vil ikke fortælle hvorfor.
“Aamanden” har en finale, som har givet mig den største klump i halsen under dette års udgave af H.C. Andersen Festivals. Men selv om en reporter i læsernes tjeneste bør være så oplysende som muligt, nægter jeg af hensyn til de kommende dages publikum at gå ind i en nærmere beskrivelse, fordi det ville tage luften ud af et overraskelsesmoment, der rammer lige i hjertet.
Så jeg nøjes med at konstatere, at “Aamanden” effektfuldt taler præcist ind i vor universelle bekymring over, hvad vi efterlader til de næste generationer.
Ligesom den stort anlagte “Klokken” i Munke Mose bruger Aamanden en af byens bedste parker som scenografi. Eventyrhaven er om muligt endnu mere stemningsmættet end Munke Mose, og hvor “Klokken” er massiv og digital, er “Aamanden” forfinet og organisk i dens blanding af sang, slagtøj, skuespil og fragmenterede tekster af digteren Ursula Andkjær Olsen,
